FCI Standard Nr 257

SHIBA

Anvendelse:

Jagthund til fugle og mindre vildt. Selskabshund.

Klassifikation:

FCI Gruppe 5 (Spidshunde og racer af oprindelig type), Sektion 5 (Asiatiske spidshunde og

beslægtede racer). Uden brugsprøve.

Historie:

Shiba’en har eksisteret som race i Japan siden tidernes morgen. Ordet ”Shiba" hentyder

oprindelig til noget småt, en ”lille hund”. Shiba’en havde sit hjemland i det bjergrige område ud mod Det japanske Hav og blev brugt som jagthund for småvildt og fugle. Der var små forskelle i racen, alt efter hvilket område den blev opdrættet i. Da racer som Engelsk Setter og Pointer blev importeret fra England i perioden 1868-1912, blev jagt en sport i Japan, og det blev almindeligt at krydse Shiba’er med disse engelske racer. En ren-racet Shiba blev efterhånden sjælden, således at ren-avlede Shiba’er i disse områder omkring 1912-1926 kun fandtes yderst sparsomt. Fra omkring 1928 påtog jægere og andre veluddanede folk sig arbejdet med at bevare den rene Shiba-race, og et seriøst bevaringsarbejde begyndte, således at racens standard blev skabt i 1934. I 1937 blev Shiba’en udnævnt til ”natur-monument”, hvorefter racen blev opdrættet og forbedret til den storartede race, vi kender i dag.

Helhedsindtryk:

En lille hund, helt harmonisk, med gode benstammer og veludviklede muskler.

Den har en stærk konstitution. Bevægelsen er hurtig, fri og smuk.

Proportioner:

Forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde er som 10 til 11.

Temperament:

Af temperament er den hengiven. Den har skarpe sanser og er særdeles årvågen.

Hoved:

Skalle: Panden er bred.

Stop: Veldefineret, med en let midterfure.

Næse: Sort farve er ønskeligt. Næseryggen er lige.

Næseparti: Moderat kraftigt, aftagende udefter.

Læber: Stramme.

Kæber, bid: Stærke tænder med saksebid.

Kinder: Veludviklede.

Øjne:

Relativt små, trekantede og mørkebrune. Den yderste øjenkrog vender opefter.

Ører:

Relativt små, trekantede, hældende let fremover og stift opretstående.

Hals:

Tyk og stærk, helt i harmoni med hoved og krop

Krop:

Ryg: Lige og stærk.

Lænd: Bred og muskuløs.

Bryst : Dybt, med moderat hvælvede ribben.

Underlinie: Bugen er godt optrukken.

Hale:

Højt ansat og tyk. Den bæres stramt oprullet eller i en seglformet bue. Halespidsen kan næsten

nå haseleddet, når den holdes nedefter.

Forpart:

Set forfra er forbenene lige.

Skuldre: Skulderbladet er moderat skråtliggende.

Albuer: Slutter tæt til kroppen.

Bagpart:

Overlår: Lange.

Underlår: Korte, men veludviklede.

Mellemfod: Tyk og robust.

Poter:

Tæerne er tæt sluttede og godt hvælvede. Trædepuderne hårde og elastiske.

Kløerne, hårde og ønskes mørkfarvede.

Bevægelse:

Let, frisk og energisk.

Pels:

Hårlag : Yderpelsen er grov og lige, underulden blød og tæt. Pelsen på halen er en smule

længere og udstående.

Farve : Rød, black and tan, sesam, sort sesam, rød sesam. ”Sesam” defineres således:

Sesam - Ligelig blanding af hvide og sorte hår.

Sort sesam - Flere sorte end hvide pelshår.

Rød sesam - Pelsens grundfarve er rød, opblandet med sorte pelshår.

Alle de nævnte farver skal have ”Urajiro” – dvs hvidlig pels på næsepartiets sider og på kinderne, på undersiden af kæbe og hals, på bryst og bug og på benenes indersider.

Størrelse:

Skulderhøjde for hanner : 40 cm, tæver : 37 cm. Der er en tolerance på +/- 1.5 cm.

Fejl:

Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen

skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

• Feminine hanner, maskuline tæver.

• Overbid eller underbid.

• Mangel på flere tænder.

• Skyhed.

Diskvalificerende fejl:

• Ørerne ikke opretstående.

• Hængende eller kort hale.

Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl

Standarden udgivet af FCI 16 JUNI 1999