FCI Standard Nr. 289

ISLANDSK FÅREHUND

Anvendelse:

Hyrdehund.

Klassifikation:

FCI Gruppe 5 (Spidshunde og racer af oprindelig type).

Sektion 3 (Nordiske vagt- og hyrdehunde). Uden brugsprøve.

Historie:

Den Islandske Fårehund er Islands eneste indfødte race. Den blev bragt til Island af de første

vikingenybyggere (år 874 – 930). Den Islandske Fårehund og dens måde at arbejde på tilpassede sig til det lokale terræn, landbrugsformerne og det islandske folks hårde kamp for at overleve gennem århundreder, og det gjorde den uundværlig, når gårdenes besætninger skulle drives sammen. Den Islandske Fårehunds popularitet er øget gennem de seneste få årtier, og til trods for den kendsgerning, at racen stadig kun findes i lille antal, anses den ikke længere i fare for at uddø.

Helhedsindtryk:

Islandsk Fårehund er en nordisk hyrdehund af spidstypen, lidt under middelstørrelse, med

opretstående ører og oprullet hale. Set fra siden er hunden rektangulær; kropslængden fra skulderspids til sædebensknude er større end skulderhøjden. Brystdybden svarer til længden af forbenet. Udtrykket er venligt, intelligent og muntert. Et tillidsfuldt og livligt væsen er typisk for denne race. Der findes to pelstyper, lang- og korthåret, som begge er tykke og beskytter særdeles godt mod vind og vejr. De to køn har klart forskelligt kønspræg.

Temperament:

Islandsk Fårehund er en hårdfør og adræt, gøende hyrdehund, hvad der gør den særdeles

nyttig som hyrde- og drivhund på græsgangene og i fjeldene eller til at finde omstrejfende får. Islandsk Fårehund er af naturen meget årvågen og giver altid gæster en entusiastisk velkomst og er ikke aggressiv. Dens jagtdrift er ikke stærk. Racen er munter, venlig, nysgerrig, legelysten og uforfærdet.

Hoved:

Stærkt bygget, med tætsluttende hud. Skallen er en smule længere end næsepartiet. Set fra oven

eller fra siden er hovedet trekantet.

Skalle: Noget hvælvet.

Stop: Klart defineret, men hverken stejlt eller dybt.

Næse: Sort, dog mørkebrun hos chokoladebrune og nogle cremefarvede hunde.

Næseparti: Veludviklet, med lige næseryg. Næsepartiet er en smule kortere end skallen. Det aftager jævnt udefter mod næsen og har form som en stump trekant, når det ses fra oven og fra siedn.

Læber: Sorte og tætsluttende, dog mørkebrune hos chokoladebrune og nogle cremefarvede hunde.

Kinder: Flade.

Bid: Saksebid. Komplet tandsæt.

Øjne:

Middelstore, mandelformede og mørkebrune, dog en smule lysere hos chokoladebrune og

nogle cremefarvede hunde. Øjenrandene er sorte, dog mørkebrune hos chokolade-brune og nogle cremefarvede hunde.

Ører:

Opretstående og middelstore. De er trekantede med faste rande og let rundet spids. De er meget

bevægelige, reagerer meget sensitivt på lyde og viser hundens humør.

Hals:

Moderat lang og muskuløs, uden løs hud. Den er let buet og bæres højt.

Krop:

Rektangulær og stærk. Længden skal være i korrekt forhold til højden og i harmoni med

helhedsindtrykket.

Ryg: Vandret, muskuløs og stærk.

Lænd: Bred og muskuløs.

Kryds: Moderat kort og bredt, let skråtstillet og godt muskuløst.

Bryst: Langt, dybt og godt hvælvet.

Underlinie: Kun let optrukken bug.

Hale:

Højt ansat, oprullet over og i berøring med ryggen

Lemmer

Forpart:

Set forfra er forbenene lige, parallelle og stærke. Normalt vinklede

Skuldre: Skråtliggende og muskuløse.

Vildtkløer: Kan være dobbelte.

Forpoter: Let ovale, med godt hvælvede, tæt sluttede tæer og veludviklede trædepuder.

Bagpart:

Set bagfra er bagbenene lige, parallelle og stærke. Normalt vinklede.

Lår: Brede og godt muskuløse.

Vildtkløer: Veludviklede, dobbelte vildtkløer er ønskelige.

Bagpoter: Som forpoterne.

Bevægelse:

Viser adræthed og udholdenhed med godt fraskub, jordvindende og ubesværet.

Pels:

Dobbelt pels, tyk og særdeles godt beskyttende mod vind og vejr.

Hårlag: Der findes to varianter:

A) Korthåret : Yderpelsen af middellængde, ret grov, med en tyk og blød underuld. Pelsen er kortere i ansigtet og oven på hovedet, på ørerne og forsiden af benene. Den er længere på halsen, brystet og på bagsiden af lårene. Halen er busket, med en pels, hvis længde svarer til den øvrige pels.

B) Langhåret : Yderpelsen er længere end hos den korthårede, ret grov, med en tyk og blød underuld. Pelsen er kortere i ansigtet, oven på hovedet, på ørerne og forsiden af benene. Den er længere bag ørerne, på hals og bryst, på bagsiden af forbenene og på baglårene. Halen er meget busket, med en pels, hvis længde svarer til den øvrige pels.

Farve: Der tillades en række pelsfarver, men en enkelt farve bør altid være dominerende. De dominerende farver er:

• Forskellige nuancer af tan, varierende fra cremefarvet til rødbrun.

• Chokoladebrun.

• Grå.

• Sort.

Hvidt følges altid med den dominerende farve. De mest almindelige, hvide aftegninger, som ofte er usymmetriske, er en blis eller en del af ansigtet, krave, bryst, sokker af varierende længde, og halespids. Lysere nuancer findes ofte på hundens underside fra strube til halespids. Hos tanfarvede og grå hunde optræder ofte sort maske, sorte hårspidser eller endog af og til sorte pelshår. Sorte (tricolour) hunde har sort pels med hvide aftegninger som nævnt ovenfor, samt sædvanligvis aftegninger i en af de nævnte tan-farver på kinderne, over øjnene (øjenbryn) og på benene. Aftegninger (pletter) af de førnævnte farver på hvid bund (brogede) er tilladt. Hvidt bør ikke være totalt dominerende.

Størrelse:

Idealhøjden er for hanner 46 cm. og for tæver 42 cm.

Fejl:

Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for

bedømmelsen, skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

• Ensfarvet, sort mantle eller sadel hos en hund med en af de nævnte tan-farver.

Alvorlige fejl:

• Ingen vildtkløer.

• Gule øjne.

• Runde, udstående øjne.

Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.

Bemærk:

Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen

Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl

Standarden udgivet af FCI 20. JUNI 2001